Blod
Hvert år er der brug for ca. 30.000 nye donorer, til at afløse dem der falder fra på grund af sygdom, alder eller af andre årsager. Hvis du er sund og rask, mellem 17 og 65 år og vejer mere end 50 kg, kan du roligt melde dig som donor. Man tilmelde sig som bloddonor allerede som 17-årig og til man er 65. Dog kan man fortsætte med at blive tappet til den dag man fylder 75 år. For de 17-årige kræves en skriftlig tilladelse fra forældre/værge
Ved dit første møde med blodbanken bliver du først budt velkommen og bedt om at udfylde et skema om din nuværende situation som ny donor. Skemaet kan varierer lidt fra blodbank til blodbank, men der spørges bla. om du lider eller har lidt af forskellige sygdomme. Her kan nævnes ting som sukkersyge, allergi, epilepsi, overfølsomhed over for medicin, nyresygdomme, problemer med hjertet og kredsløbet. Om du har haft længerevarende feberperioder eller utilsigtet vægttab. Om du har haft samleje med en biseksuel mand, samleje med en person fra Afrika, Indien, Sydøstasien eller Sydamerika. Haft samleje med en prostitueret, en stiknarkoman, en hiv positiv eller en person med blødersygdom. Om du har været gravid (kvinder), været uden for Europa og Nordamerika. Fået en blodtransfusion, fået lavet huller i ørerne eller andre steder, fået akupunktur, tatovering eller skarifikation (ridser i huden/brænde-mærkning). Om du har fået medicin, eller vaccination.
Dette var et udpluk af de spørgsmål, som vil forekomme på skemaet. Til slut i skemaet spørges der, om du ønsker at tale med en læge eller sygeplejerske i enerum. Herefter tages der nogle blodprøver, som vil afgøre, om du er egnet som bloddonor.
Hvad undersøges blodet for ?
Hepatitis B. Smitsom leverbetændelse af type B. Smitte med hepatitis i voksealderen giver 3-4 måneder efter smitten anledning til leverbetændelse med gulsot, som efter yderligere 3-6 måneder forsvinder, og man er herefter rask. I nogle tilfælde kureres leverbetændelsen dog ikke fuldstændigt, og virus forbliver i kroppen, og der kan efter 20-30 år udvikles skrumpelever.
Hepatitis C. Smitsom leverbetændelse af type C. Smitte med hepatitis C virus giver sjældent anledning til tidlige sygdomstegn, men virus forbliver i kroppen, og hos nogle kan der 20-30 år efter smitten udvikles skrumpelever. Se Hepatitis Foreningens hjemmeside
HIV. Smitte med HIV (Human Immundefekt virus) gør, at man efter en kortere eller længere årrække udvikler sygdommen AIDS.
Aids. Aids er en alvorlig sygdom, som skyldes et virus, der kaldes ”Human immundefekt virus”. Dette virus ødelægger organismens normale modstandskraft mod infektioner og mod visse kræftsygdomme. Man kan være smittet med hiv i flere år og føle sig rask, men man kan alligevel smitte andre.
HTLV I og HTLV II. Smitte med HTLV I giver som regel ikke anledning til sygdom. I sjældne tilfælde kan der efter 20-30 år efter smitten udvikles leukæmi eller betændelse i rygmarven med lammelser til følge. Smitte med HTLV II giver ikke anledning til kendt sygdom.
Smitte kan kun overføres ved (1) Blodoverførsel (brug af sammen sprøjte/kanyle som en smittet, genbrug af instrumenter til at lave tatoveringer eller piercing med eller fra bloddonor til blodmodtager), (2) Seksuelt (ved samleje) (3) Fra smittet mor til barn ved fødsel eller ved amning.
(Hepatitis C virus udgør en undtagelse, idet den sjældent smitter seksuelt eller fra mor til barn, men til gengæld meget let ved blodoverførsel).
Tappepause
Disse karantæneregler bliver hele tiden rettet og nye kommer til. Klik HER for at se disse, eller kontakt din blodbank ved tvivl.
Hvad består blodet af ?
Bestanddele. Dit blod består af 25.000 milliarder røde blodlegemer, 1.500 milliarder blodplader, 35 milliarder hvide blodlegemer og ca. 2,5 liter plasma.
Funktioner. Dit blods funktioner er bla. transport af ilt og næringsstoffer, immunforsvar, væskebalance, regulering af temperatur, reparation og overførsel af information.
Blodtype. Din blodtype bestemmes ud fra det såkaldte AB0-system. Hvis modtageren af blodet får tilført en forkert blodtype, kan det være livstruende. derfor er der behov for alle blodtyper.
Blodtyperne fordeler sig cirka således:
| RHESUS POSITIV | RHESUS NEGATIV | ||
| A | 37% | A | 7% |
| O | 35% | O | 6% |
| B | 8% | B | 2% |
| AB | 4% | AB | 1% |
plasma. Alle blodets celler befinder sig i plasmaet – en gullig væske, der består af 95 % vand med en saltkoncentration, der ligner havvands. Plasmaet indeholder også næringsstoffer, affaldsprodukter, æggehvidestoffer og hormoner, der transporteres rundt med blodet. Når en læge bestemmer en sygdoms art, så er det disse stoffer, det måles i blodprøvern
Røde blodlegemer. For hver kubikmillimeter blod findes der ca. 5.000.000 røde blodlegemer (Erytrocytter). De sørger for transport af ilt fra lungerne ud til vævene, hvor ilten afgives. Her optager de så i stedet kultveilte, som fragtes tilbage til lungerne, hvor den udåndes. Et rødt blodlegeme lever ca. 120 dage i blodbanen, og hvert sekund går ca. 2 millioner af dem til grunde – og 2 millioner nye dannes.
Blodplader. De mindste celler i dit blod er blodpladerne (Trombocytter). De er kun 0,003 mm i diameter, og der er ca. 300.000 af dem pr. kubikmillimeter blod. De dannes i knoglemarven og lever i ca. 9 dage. Under normale omstændigheder flyder blodpladerne blot rundt i blodet, men hvis du kommer til skade og dit blod skal størkne, så er det blodpladerne, der sørger for dette.
Hvide blodlegemer. De hvide blodlegemer (Leukocytter) forsvarer din krop mod de infektioner fra virus, bakterier, parasitter og svampe, idet de deltager i betændelsesreaktioner. De hvide blodlegemer er større end de røde. Til gengæld er der langt færre af dem, og deres levetid er også kortere. De hvide blodlegemer arbejder fortrinsvis uden for blodbanen. De slår sig ned i bindevæv, hud og organer, hvor de modarbejder forskellige typer angreb på kroppens væv. De hvide blodlegemer kan opdeles i lymfocytter, granulocytter og monocytter.
To slags lymfocytter. En B – lymfocyt er et hvidt blodlegeme, som danner antistoffer mod bakterier og virus. Nogle af dem er hukommelsesceller, som kan huske en tidligere infektion, så hele immunforsvaret kan reagere hurtigere anden gang infektionen sker. En T – lymfocyt er et hvidt blodlegeme, der varetager immunforsvarets nøgleberedskab. Det identificerer celler, som er blevet invaderet af en bakterie eller et virus. Specielle T – lymfocytter, såkaldte “dræberceller”, destruerer derefter de inficerede kropsceller.
Tre slags granulocytter. En neutrofil er det hvide blodlegeme, som styrer kroppens reaktion mod en betændelse. Når noget væv bliver beskadiget, strømmer de til og opsluger rester af ødelagte celler og bakterier. Døde neutrofiler er hovedbestanddelen i den gule væske fra betændt væv (“pus”). De mest sjældne er de basofile, der holder årernes vægge rene og sørger for, at de fine blodkar ikke stopper til. En eosinofil er et blodlegeme, der er en del af immunforsvaret. Deres antal stiger kraftigt ved allergiske reaktioner.
Makrofag. Makrofagerne er hvide blodlegemer, der fungerer som kroppens skraldemænd. De er aktive både i blodet og i vævet, hvor de opsluger og tilintetgør mikroorganismer og udslidte celler.
Hvad bruges blodet til ?
Blodet bliver brugt til at behandle patienter på hospitaler i hele Danmark. Den største del af det tappede blod går til kræftpatienter, men flere andre patienter er også afhængige af blod fra bloddonorer. Overordnet går blodet til behandling af tre grupper af patienter:
- Ca. 40 % af blodet bruges til kræftbehandling
- Ca. 30 % af blodet bruges ved fødsler og operationer
- Ca. 30 % af blodet bruges til patienter med kroniske sygdomme
Røde blodlegemer bruges i tilfælde af et stort blodtab – eksempelvis i tilfælde af en ulykke eller under en operation. De kan også bruges hos patienter, som lider af en sygdom i blodet, der medfører et nedsat antal af røde blodlegemer.
De fungerer også som et sikkerhedsnet ved større komplekse undersøgelser eller operationer, som under normale omstændigheder ikke medfører et stort blodtab, men som man ikke tør gennemføre uden at have ekstra blod til rådighed.
Blodplader bruges i tilfælde af større blødninger såvel som i kræftbehandling – f.eks. leukæmi, hvor kemoterapien kan resultere i skadet knoglemarv, hvilket betyder, at patienten har svært ved at danne nok blodplader selv. Blodplaner hjælper med at få blodet til at størkne, og hvis man ikke har nok blodplader, kan det resultere i en alvorlig tendens til blødning.
Plasmaet bruges bl.a. til behandling af patienter, hvis blod ikke størkner (koagulerer), som det skal. Hvis plasmaet ikke bruges direkte til behandling, vil det i stedet blive forarbejdet og anvendt i lægemidler – f.eks. albumin, som fungerer som en erstatning for plasma i tilfælde af et stort blodtab.
Du kan finde den blodbank, som er dig nærmest her, eller du kan tilmelde hos Bloddonorerne i Danmark.